This is some text inside of a div block.

Naturoplevelser er godt for sindet, men kun hvis den er tilgængelig

Fagområde:
Sundhed/Medicin
Udgivet:
28 Mar
2023
Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player...
Forfatter
Redaktionen

Hvordan gør vi naturen tilgængelig, så den har de samme sundhedseffekter på mennesker med bevægelseshandicap som for mennesker uden? Nyt ph.d.-projekt undersøger sundhedseffekterne af naturbesøg hos mennesker med bevægelseshandicap.

Af Nanna Stærmose. Artiklen er publiceret den 28/03/2023.

En tur i naturen fremmer sundheden – men ikke nødvendigvis, hvis en tur ud i det grønne minder dig om dit handicap.

I sit ph.d.-projekt vil aut. cand.psych. og ph.d.-studerende ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, Stine Bekke-Hansen, undersøge effekten af naturen hos mennesker med bevægelseshandicap.

Formålet er at blive klogere på, hvordan der – med bedre tilgængelighed – kan skabes større og bedre sundhedseffekter for mennesker med bevægelseshandicap. Det er nemlig ikke al natur, der er sundhedsfremmende, forklarer Stine Bekke-Hansen:

”Fx var der en kvinde, der havde svært ved at gå. Hun sagde, at når hun var ude i naturen med sine børnebørn, kunne hun ikke andet end at sidde på en bænk. De fik altså ikke en fælles naturoplevelse, og så er spørgsmålet, om naturen i den situation fremmer sundheden – eller om den blot virker ekskluderende. Hvis det sidste er tilfældet, er det jo ikke sundhedsfremmende,” siger Stine Bekke-Hansen.

Hun er netop begyndt på sit ph.d.-projekt, som er en del af Move Green Projektet. Projektets formål er at finde evidensbaserede løsninger på, hvordan man kan gøre naturen tilgængelig, så mennesker med fysiske funktionsnedsættelser kan få gode og sundhedsfremmende naturoplevelser.

Aktiviteter kan måske fremme sundheden

Men det er ikke alene naturens påvirkning, som Stine Bekke-Hansen skal undersøge. Hoveddelen af projektet går ud på at finde ud af, om effekten af naturen kan øges gennem forskellige aktiviteter i naturen.

”Vi ved, at det har en effekt at være i naturen, men tænk nu, hvis vi kan øge effekten. Lidt ligesom hvis du løber en tur – det giver dig en bedre form, men lægger du intervaltræning ind i dit løb, så øger du effekten og kommer i endnu bedre form,” siger Stine Bekke-Hansen.

I sit projekt undersøger hun to forskellige former for aktivitet. Den ene handler om at skærpe deltagernes opmærksomhed på naturen. Det kan for eksempel være ved at sidde på en flydebro ved vandet og lytte til en lydfil, der gør dig opmærksom på bølgernes skvulp.

”Det handler om at lave en aktivitet, der fører dit fokus hen mod naturen, og spørgsmålet er så, om vi på den måde rent faktisk kan øge effekten af for eksempel at sidde ved en sø,” siger hun.

Den anden form for aktivitet, hun undersøger, er sociale aktiviteter. Stine Bekke-Hansen nævner geocaching – en form for skattejagt, hvor du med mobiltelefonen kan ’fange’ poster, der giver dig viden om naturen. Netop denne aktivitet stiller store krav til tilgængelighed, men rammer samtidig lige ned i kernen af den problematik, Stine Bekke-Hansen ofte hører, når hun taler med mennesker med bevægelseshandicap om deres ønsker i forhold til naturen.

”Når vi spørger folk med handicap, hvad det er, de ønsker, vil de gerne opleve ting og lave aktiviteter sammen med deres venner og familie. Måske kan det, at vi tilknytter en aktivitet til en tur i naturen, stimulere dette ønske – og måske endda gøre, at de får lyst til at vende tilbage,” siger hun.

Ifølge Stine Bekke-Hansen har mennesker med handicap de samme præferencer i forhold til, hvordan de ønsker at bruge naturen – de har bare ikke samme adgang. Spørgsmålet er, hvordan den adgang skal skabes, så mennesker med handicap kan opnå de samme sundhedseffekter ved at være i naturen som alle andre.

”Det er noget af det, som jeg skal bruge de næste år på at blive klogere på,” siger Stine Bekke-Hansen.

Artiklens bidragsydere
Mere info

Læs mere

Corazon, Sus Sola, Marie Christoffersen Gramkow, Dorthe Varning Poulsen, Victoria Linn Lygum,Gaochao Zhang and Ulrika Karlsson Stigsdotter. (2019). I Would Really like to Visit the Forest, but it is Just Too Difficult: AQualitative Study on Mobility Disability and Green Spaces. Scandinavian Journal of Disability Research, 21(1), pp. 1–13. https://doi.org/10.16993/sjdr.50

Stine Bekke-Hansen

Ph.d.- studerende ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Aut. cand.psych, og har inden sin PhD. arbejdet som klinisk psykolog med behandling af  mennesker med stress, angst og depressionHendes ph.d.-projekt er en del af Move Green Lab i Arboretet i Hørsholm

Medlem af Bevica Fondens forskernetværk

Læs flere forskerprofiler