Forældede modeller skaber ekskluderende byggeri

_{Af Nanna Stærmose. Artiklen er publiceret den 25/03/2024.}

‍Hvordan ser den perfekte dør ud? Det spørgsmål stillede nogle af lektor Kristoffer Negendahls studerende på DTU, da de kastede sig ud i et projekt, der skulle vise sig at blive en øjenåbner – både for dem selv og deres underviser.

I starten var Kristoffer Negendahl skeptisk. De studerendes idé udsprang af et ønske om at arbejde med Virtual Reality, og han havde svært ved at se det faglige potentiale.

”Jeg sagde til dem, at hvis de kunne bruge VR til for eksempel at simulere, hvordan det er at sidde i en kørestol, så kunne vi måske godt få noget fornuftigt ud af det,” fortæller Kristoffer Negendahl.

Og det var præcis, hvad de gjorde.

De skabte et virtuelt rum, hvor man – med et par VR-briller – fik oplevelsen af at sidde i en kørestol. I denne simulering skulle man derefter manøvrere gennem en bane med forskellige døre: brede, smalle, højre- og venstrehængslede, udadgående og skydedøre.

Nu kunne de studerende begynde at måle. De registrerede blandt andet:

• Hvor lang tid det tog at komme igennem hver enkelt dør.
• Hvor mange gange man stødte mod dørkarmen.
• Hvor nemt eller besværligt det føltes at passere.

”Ud fra de data kunne vi lave en formel, der gav os indsigt i, hvordan den mest optimale dør ser ud,” siger Kristoffer Negendahl.

Den optimale dør er faktisk, at der slet ikke skal være en dør”
- Kristoffer Negendahl, Lektor på Institut for Byggeri og Mekanisk Teknologi, DTU

Modeller bør justeres

Kristoffer Negendahl har i en årrække arbejdet med modeller og beregninger, men det er relativt nyt, at han er begyndt at interessere sig for det inkluderende design.

Hans baggrund som ingeniør fornægter sig ikke, og han er derfor gået ombord ikke kun i selve designet, men også i de modeller der i dag bruges til at beregne forskellige dele af et byggeri. Det kan være alt lige fra det optimale belysning til den optimale rampe.

Han understreger, at han ikke er ude på at lægge de gamle modeller i graven – ikke dem allesammen i hvert fald – men at der er brug for en justering.

Ifølge Kristoffer Negendahl er der fokus på komfort, når vi bygger – altså fokus på belysning, akustik osv. Problemet er bare, at den viden, der i øjeblikket er tilgængelig, hviler på data, der er skabt ud fra det fuldt funktionsdygtige menneske.

Men hvad med dem med et handicap, børnene, den ældre osv.? Hvis de skal befinde sig godt i fremtidens byggeri, skal der ske noget radikalt med de modeller, der i dag bliver brugt.

“Vi mangler ingeniørkompetencer på det her område. Vi mangler enten nogle nye målemetoder, eller også mangler vi at udvikle de gamle modeller til at tage højde for, at menneskekroppen er mere mangfoldig, end hidtil antaget,” siger han.

Det er også derfor, at han fortæller begejstret om projektet med VR-brillerne og de mange døre. Teknologien giver adgang til at måle ret konkrete ting, og så er det let både at få forsøgspersoner, fordi du ikke er afhængig af at skulle have rigtige kørestolsbrugere – ligesom det er enkelt at tilføje en ny dør eller på anden måde justere på det, du ønsker at måle på.

Fremtidens bolig er uden bærende indervægge

Kristoffer Negendahl siger selv, at hans eget fokus de seneste år har ændret sig fra at tænke i bæredygtigt design til i højere grad at tænke i cirkulært design.

Det handler både om at genanvende byggematerialer, men også om at skabe bygninger, der er fremtidssikrede. Og hvad er så det?

Ifølge Kristoffer Negendahl handler det om to ting.

For det første handler det om at gøre det økonomisk attraktivt at genbruge gamle byggematerialer. Men som det er i dag, er det svært.

Han giver et eksempel med en betonbjælke:

”Hvis vi skal finde ud af, om en gammel betonbjælke kan indgå i et nyt byggeri som en bærende bjælke, så skal den testes. Men den måde vi tester på er ved at lægge den i en stor maskine, til det knækker. Det er destruktivt, og så kan bjælken ikke bruges til noget bagefter,” siger han.

Han har i samarbejde med sine kolleger udviklet det, han kalder ikke-destruktive testmetoder – bl.a. ved hjælp af en lille ”jackhammer”, som man, ved at trykke ind i bjælken, kan bruge til at måle, hvor meget tryk den kan klare. Herefter kan bjælken genbruges uden problemer.

Den anden ting, som Kristoffer Negendahl fremhæver, er den måde, vi tænker en bygning på.

”Det er altid noget med bærende indervægge. Men bærende indervægge er ofte også det, der gør det svært at bygge om. Så fremtidens bygning lever formegentligt længere, hvis den ikke har bærende indervægge, men i stedet bærende bjælker, så de er lettere at redesigne til fremtidens behov,” siger han.

Og så er vi tilbage ved den optimale dør – for hvordan ser den ud nu og i fremtiden?

”Den optimale dør er faktisk, at der slet ikke skal være en dør,” siger han.

Den næstbedste løsning er ifølge de studerendes VR-projekt en højrehængslet dør, der åbner udad:

”Det var den dør, der var lettest for de virtuelle kørestolsbrugere at komme igennem. Om det så er den perfekte dør for alle os andre, ja… det er jo spørgsmålet,” siger han.