
Biblioteket er en oplagt aktør i forhold til “Leave no one behind”-agendaen

Historisk set har folkebibliotekerne været et sted, hvor alle uanset social baggrund eller evner kunne komme og få oplysning og viden. Derfor er biblioteket en oplagt aktør i forhold til arbejdet med mere inklusion og øget bæredygtighed. Men omverdenen skal forstå bibliotekets nye rolle og bibliotekerne skal geares til den nye verden, siger forsker.
Af Nanna Stærmose. Artiklen er publiceret den 26/10/2021.
De danske folkebiblioteker er en oplagt spiller, når det handler om at udnytte de ressourcer, der er til rådighed, på en god og bæredygtig måde. Samtidig ligger det dybt i folkebibliotekernes DNA, at der skal være lige adgang for alle, uanset baggrund eller økonomisk formåen.
”Det går meget fint i tråd med 'Leave no one behind'-agendaen, for folkebibliotekerne har altid favnet befolkningen nedefra. Her skulle alle kunne komme og låne en bog eller få hjælp til at søge oplysning,” siger Mia Høj Mathiasson, postdoc i forskningsprojektet UPSCALE - Oppskalering av bærekraftig deling ved hjelp av offentlige biblioteker, der er finansieret af Norges Forskningsråd.
Udlån af fiskestænger og biblioteket som brobygger
Kernen i projektet er at undersøge, hvordan biblioteker kan bidrage til at skabe flere deleløsninger samt optimere udbyttet af eksisterende ressourcer. Mia Høj Mathiasson undersøger to danske cases. Den ene er Odenses biblioteker, der siden 2016 har eksperimenteret med at udlåne ”Bæredygtighedskits”, bestående af blandt andet fiskestænger, symaskiner, juicere, strikkekits og mange andre ting. Idéen var dels at inspirere til at dele fremfor blot at købe nyt, dels at give adgang, så mennesker, der eksempelvis ikke havde råd til at købe en symaskine eller juicer, kunne låne en på biblioteket.
Den anden case er Ballerup Bibliotek, der ifølge Mia Høj Mathiasson har været et foregangsbibliotek med hensyn til at sætte FN's sytten verdensmål på dagsordenen i en dansk bibliotekskontekst. Det har biblioteket gjort ved blandt andet at indgå i et nationalt netværk, der skaber samarbejder på tværs af kommuner, NGO’er, frivilligorganisationer og biblioteker.
”I Ballerup har de vist, hvordan biblioteket kan agere som brobygger mellem borgere og foreninger,” siger Mia Høj Mathiasson.
Barrierer og udfordringer
De to cases illustrerer nogle af de muligheder, bibliotekerne har for at bidrage til et samfund, hvor inklusion og bæredygtighed går op i en højere enhed. Men der eksisterer også en række barrierer, og det er blandt andet dem, Mia Høj Mathiasson er i gang med at kortlægge i sin forskning.
”Udover at undersøge barrierer har vi også set på, hvad der har drevet disse projekter, og hvilke forudsætninger der er nødvendige for, at det kan lykkes,” siger hun.
Selvom det lyder attraktivt at kunne gå på biblioteket og låne alt fra fiskestænger til strikkekits og juicere, har det vist sig ikke at være helt så enkelt. Dels var der ikke mange, der benyttede tilbuddet, hvilket ifølge forskeren kan hænge sammen med, at borgerne har et meget fasttømret billede af biblioteket som et sted, hvor man låner bøger og ikke kreative kits. Der ligger derfor en stor formidlingsopgave her. En anden udfordring var, at det var svært for det enkelte bibliotek at håndtere udlån af andet end bøger.
”Når en symaskine kom retur, skulle den tjekkes for at sikre, at den var i orden til næste lån, og det kræver naturligvis mere at håndtere en symaskine end en bog,” forklarer Mia Høj Mathiasson.
I den anden case handler det om at etablere nye samarbejder og skabe samspil mellem forskellige institutioner.
”Her kan biblioteket påtage sig en facilitatorrolle og være dem, der bringer folk sammen på tværs. Forestil dig eksempelvis, at forskellige instanser i en kommune bliver bedre til at udnytte kommunens bygninger, så ressourceforbruget sænkes. Så er vi et godt stykke på vej,” siger Mia Høj Mathiasson.
Hun er med på projektet det næste år og håber med sin forskning at kunne bidrage til at belyse bibliotekernes nye og bredere rolle.
”Det kræver, at vi får rykket ved vores faste forestilling om, hvad et bibliotek er, men kan vi det, er der virkelig et stort potentiale her,” afslutter Mia Høj Mathiasson.
Links til at læse mere af Mias forskning:
Lenstra, & Mathiasson, M. (2020). Free and for all? A comparative study of programs with user fees in North American and Danish public libraries. Library Management, 41(2/3), 103–115. https://doi.org/10.1108/LM-08-2019-0053
Mathiasson, M. H. (2020). From means to an end to ends in themselves. Nordic Journal of Library and Information Studies, 1(2), 34–52. https://doi.org/10.7146/njlis.v1i2.121806
Mathiasson, M. H., & Jochumsen, H. (2020). Between Collections and Connections: Analyzing Public Library Programs in Terms of Format, Content, and Role and Function. The Library Quarterly, 90(3), 364–379. https://doi.org/10.1086/708963
Læs mere om:
Ameli, N. (2017). Libraries of Things as a new form of sharing. Pushing the Sharing Economy.The Design Journal, 20(sup1), S3294–S3304. https://doi.org/10.1080/14606925.2017.1352833
Beutelspacher, L., & Meschede, C. (2020). Libraries as promoters of environmental sustainability: Collections, tools and events. IFLA Journal, 46(4), 347–358. https://doi.org/10.1177/0340035220912513
Less, A. M., Williams, B. F., & Dorsey, S. B. (2012). Librarians as sustainability advocates, educators, and entrepreneurs. In M. Krautter, M. B. Lock, & M. G. Scanlon (Eds.), The entrepreneurial librarian: Essays on the infusion of private-business dynamism into professional service / (pp. 183–201). McFarland & Company, Inc, Publishers. Leyrer, K. (2018). Libraries Sow the Seed of a Sustainable Society A Comparative Analysis of IFLA Green Library Award Projects 2016. In P. Hauke, H. Sahavirta, & M. K. Charney (Eds.), Going green: Implementing sustainable strategies in libraries around the world: Buildings, management, programmes and services (Vol. 177, pp. 22–31). De Gruyter Saur. Malgorzata Fedorowicz-Kruszewska. (2019). Sustainable libraries—Fashion or necessity?
JLIS.it : Italian journal of library and information science, 10(1), 92–101.https://doi.org/10.4403/jlis.it-12500
Mansour, E. (2020). Libraries as agents for development: The potential role of Egyptian rural public libraries towards the attainment of Sustainable Development Goals based on the UN 2030 Agenda. Journal of Librarianship and Information Science, 52(1), 121–136. https://doi.org/10.1177/0961000619872064
Pionke, J. J. (2016). Sustainable library services for all. Library Management, 37(6/7), 317–325. https://doi.org/10.1108/LM-04-2016-0030
Tanner, R., Aldrich, R. S., Antonelli, M., & Ho, A. K. (2019). Libraries as Sustainability Leaders: ALA’s Special Task Force. Portal (Baltimore, Md.), 19(3), 365–374. https://doi.org/10.1353/pla.2019.0020
Mere viden om universelt design
Gå på opdagelse i Bevica Fondens vidensbibliotek
Seneste nyt
Følg med i det sidste nye i Bevica Fonden herunder.